Lucknow er hovedstad i Uttar Pradesh, der er Indiens folkerigeste delstat. Byen er en af Indiens hurtigst voksende med 4,6 mio. indbyggere (2026). Lucknow ligger midt på den store Gangesslette og en biflod til Ganges, Gomtifloden, løber igennem byen.
Lucknow er et travlt administrations- og handelscenter. Foruden at være centrum for oplandets landbrug, der bl.a. omfatter mango- og sukkerrørsproduktion, har Lucknow de senere år tiltrukket en række industrier, fx lastvognsproduktion, kemisk industri og it-virksomheder ligesom flere forskningsinstitutioner ligger i byen. Et af Indiens bedste offentlige hospitaler, Sanjay Gandhi Postgraduate Institute of Medical Sciences, ligger i Lucknow. En nybygget lufthavn og en metro, der åbnede i 2017, har suppleret byens status som jernbaneknudepunkt for øst-vest-gående togtrafik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.