Lucknow

Blandt flere bykvarterer kan nævnes Aminabad, et handelskvarter med snævre gader, Hazratganj, et moderne indkøbskvarter, og den gamle by med en livlig basar. Her ligger også de vigtigste historiske monumenter; det betydeligste af disse er bygningskomplekset Bara Imambara (1787), som omfatter Asafimoskéen, der er blandt de største i verden. Sammen med nabomoskéen Husainabad Imambara (1837), Rumi Darwaza-porten (1784) og Jamimoskéen (1845) repræsenterer den en bygningskultur, der trods en afmatning i forhold til mogultidens byggestil rummer en pittoresk og dekorativ arkitektonisk egenart og kvalitet. De mange nybyggede højhuse i forstæderne vidner om de seneste års velstandsfremgang.

Det er ikke klart, hvornår Lucknow blev grundlagt, men dens udvikling og betydning tiltog efter indlemmelsen i Mogulriget i 1500-tallet. Fra 1775 var den residensby for de shiitiske Oudh-konger, og i 1856 overgik den til den britiske kolonimagt, som gjorde den til et vigtigt holdepunkt for administration og militær. Under Sepoyoprøret var det britiske beboelsesområde The Residency i efteråret 1857 udsat for en næsten tre måneder lang og blodig belejring – området er i dag en park med museum. Lucknows indbyggere har traditionelt respekteret og anderkendt hinanden på tværs af religiøse forskelligheder – mange moskéer har fx udsmykninger, der bærer tydelige hinduistiske træk.