Norges rigsvåben

Norge var fra 1319 og i de følgende næsten 500 år i union med Sverige eller Danmark. Som norsk konge førte Magnus Eriksson det norske løvevåben og ligeledes hans søn Håkon 6 . Dennes søn Oluf , hvis mor var Margrete 1. , arvede Norge efter sin far i 1380 og førte våbener for Norge og Danmark, men i hvert sit skjold. Den svenske konge Karl Knutsson Bonde var kortvarigt norsk konge 1449-1450 og gjorde Norges løve til et felt i et sammensat skjold.

Margrete 1. førte i 1388 løven som norsk dronning. Efter Kalmarunionens dannelse i 1397 og indtil 1819 udgjorde Norges våben et felt i de dansk-norske kongers våben i forskellige kombinationer. Norges regent Christian Frederik førte det norske løvevåben i 1814. Derefter blev det norske våben en del af de svensk-norske kongers våben som en følge af Norges union med Sverige.

Siden 1905 har Norge som selvstændig stat ført sit løvevåben separat ligesom i middelalderen.

Fra 1450 og indtil 1844 blev øksen gengivet som en krum hellebard. Af politisk-ideologiske grunde gik man herefter tilbage til versionen med en økse som udtryk for de voksende norske selvstændighedsbestræbelser. I 1905 gengav man meget bevidst løvevåbenet i et spidst skjold for yderligere at betone en forbindelse til middelalderen og dermed lægge afstand til de perioder, da Norge havde været i union med Danmark og Sverige. Denne udvikling kulminerede, da Hallvard Trætteberg i 1937 tegnede Norges våben i 1200-talsstil. Hans version var i mange årtier enerådende i officielle sammenhænge.

Som et norsk særpræg bredte der sig fra anden halvdel af 1700-tallet den skik blandt almuen at gengive rigsløven på mange forskellige store og små brugsgenstande. Modsætningsforholdet til Sverige i 1800-tallet gav sig udslag i hyppig brug af den norske løve på bygninger, monumenter, foreningsfaner, bogomslag m.m. Denne brug af rigsvåbenet bidrog til at styrke norsk selvforståelse.

Indtil 1450 havde Norge været et arverige. Tanken herom optog de oldenborgske konger, før arveprincippet blev indført i Danmark-Norge med enevælden i 1660. Den senere Frederik 1. kaldte sig "arving til Norge", da han var hertug af Slesvig og Holsten, og som tegn på sit krav på den norske trone førte han den norske løve i sit våben (prætentionsvåben).

Andre danske kongesønner kaldte sig herefter også "arving til Norge" og førte den norske løve i deres våben. Denne skik blev fortsat i eftertiden. Især lagde de gottorpske hertuger vægt på det heraldiske udtryk for prætentionen. Gottorperne på den svenske trone førte fra 1751 Norges våben som et felt i deres kongevåben frem til 1818. De gottorpske hertuger og senere storhertuger af Oldenburg og andre slesvig-holstenske hertuglinjer førte ligeledes løven som prætentionsvåben. Det samme gjorde den russiske zar Peter 3. og hans efterfølgere.

• Norge – nationalflag
• Ja, vi elsker dette landet
• Norges kronregalier
• Kalmarunionen
• Norge