Peter Debye

Peter Debye studerede elektroteknik, og efter en række ansættelser i Tyskland blev han i 1935 udnævnt til direktør for Kaiser Wilhelm Institut für Physik i Berlin. Umiddelbart efter 2. Verdenskrigs udbrud forlod han Tyskland og blev ansat som professor i kemi ved Cornell University, USA.

I sine tidligste arbejder forsøgte Peter Debye at udvikle en teori for faste stoffers specifikke varmekapacitet ved lave temperaturer. Han påviste eksistensen af permanente dipoler i mange molekyler og satte dem i forbindelse med den molekylære struktur. Kun et par år efter opdagelsen af krystallers røntgendiffraktion (1912) udviklede Peter Debye sammen med den schweiziske fysiker Paul Scherrer (1890-1969) en metode til strukturanalyse af krystallinske pulvere.

Peter Debyes arbejde om elektrolytisk dissociation og elektrolytteori blev publiceret i 1923 og er kendt under navnet Debye-Hückels teori, da han fremsatte det sammen med den tyske fysiker Erich Hückel. For sit videnskabelige arbejde modtog Debye Nobelprisen i kemi i 1936.

• dipol
• Debye-Hückels teori
• Debye-længden
• modtagere af Nobelprisen i kemi