Sportswashing er en strategi, hvor stater, virksomheder eller organisationer anvender sport til at forbedre deres offentlige omdømme eller til at mindske opmærksomheden på kritik, eksempelvis i forbindelse med menneskerettighedskrænkelser, korruption eller politisk undertrykkelse.

Oprindelse

Begrebet er dannet af de engelske ord sport og washing og er inspireret af udtrykket greenwashing. På dansk kan sportswashing oversættes til sportsvask og henviser til forsøg på at ”vaske” et kritikudsat omdømme rent ved hjælp af sportens store folkelige og mediemæssige gennemslagskraft. Sportswashing kan omfatte værtskab for store sportsbegivenheder, sponsorater, opkøb af klubber eller andre former for engagement i sportens internationale offentlighed.

Begrebet opstod oprindelig som et journalistisk og mediedrevet udtryk, hvor det især blev brugt til at gøre opmærksom på kritisable forhold i forbindelse med store sportsbegivenheder, men er siden blevet optaget i den akademiske litteratur. I forskningen peges der ofte på, at begrebet rummer en normativ dimension. I vestlige sammenhænge bruges sportswashing typisk om autoritære staters brug af sport, mens lignende strategier i demokratiske lande ofte omtales som sportsdiplomati, som har en mere positiv klang. Denne forskel har givet anledning til faglig debat om begrebets præcision og analytiske værdi.

Aktører og dynamikker

Sportswashing opstår sjældent som en enkelt aktørs målrettede strategi. Fænomenet udvikles i et samspil mellem flere parter. Politiske beslutningstagere og idrætsorganisationer kan understøtte et positivt narrativ gennem værtskab eller samarbejdsaftaler, mens medier, fans, atleter og organisationer i civilsamfundet kan forstærke eller udfordre dette gennem dækning, kritik og kampagner. Internationale idrætsforbund kan også bidrage, når de tildeler begivenheder eller accepterer sponsorater, der bruges til at styrke en stats eller virksomheds offentlige profil.

Eksempler

Et tidligt og ofte fremhævet eksempel på sportswashing er De Olympiske Lege i Berlin i 1936, hvor det nazistiske regime brugte legene til at præsentere et billede af et moderne og effektivt Tyskland. I nyere tid fremhæves blandt andet De Olympiske Vinterlege i Beijing i 2022, verdensmesterskabet i fodbold i Rusland i 2018 og verdensmesterskabet i fodbold i Qatar i 2022 som eksempler på store begivenheder, der blev anvendt til at styrke nationale fortællinger og skabe international opmærksomhed trods politisk kritik.

Sportswashing indgår også i diskussionen om klubfodbold og international erhvervsstøtte. Sponsorater og opkøb med tilknytning til statslige fonde eller virksomheder fra blandt andet Golfstaterne har udløst omfattende debat. Eksempler omfatter ejerskabet af Manchester City og Saudi-Arabiens investering i Newcastle United. I sådanne tilfælde spiller fans, medier og organisationer i civilsamfundet ofte en central rolle, når de fremlægger kritik eller organiserer kampagner mod det, de opfatter som forsøg på at forbedre staters omdømme gennem sporten.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig