Injuriesagen mellem Morten Messerschmidt og Martin Lidegaard

Morten Messerschmidt mod Martin Lidegaard
Retten på Frederiksberg
Dom afsagt d. 16. oktober 2026
Parter	Morten Messerschmidt mod Martin Lidegaard
Sagsnummer	BS-56814/2025
Dom
Frikendelse af Martin Lidegaard
Anvendt lovgivning
Straffeloven

Injuriesagen mellem Morten Messerschmidt og Martin Lidegaard var en retssag anlagt af Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt mod Radikale Venstres politiske leder Martin Lidegaard efter at Lidegaard under en debat i Randers 10. november 2025 kom med nogle udtalelser om Dansk Folkepartis politik, som Messerschmidt fandt injurierende. Retssagen blev behandlet ved Retten på Frederiksberg 18. august 2026.

Messerschmidt gav fra talerstolen med ordene "enten dementerer du, eller også så mødes vi i retten" Lidegaard 24 timer til at dementere udtalelserne, hvilket Lidegaard ikke gjorde. Lidegaard kom med udtalelserne på baggrund af et interview, Messerschmidt havde haft med Weekendavisen et par uger forinden. Messerschmidt skrev på Facebook, at der er "en grænse for, hvilke løgne vi skal acceptere fra politiske modstandere". Sagen handlede om Straffelovens §267 omhandlende injuriende og ærekrænkende udtalelser. Der var ikke fra Messerschmidts side et ønske om, at Lidegaard skulle straffes, men blot, at retten ville give ham ret i, at udtalelserne var "ubeføjede".

Rettens afgørelse faldt 16. oktober 2026, og den fandt, at Lidegaards udtalelser var beregnet til at "krænke Messerschmidts ære", men at Lidegaard havde "påvist et tilstrækkeligt faktuelt grundlag" for sine udtalelser og at de blev "fremsat som led i en offentlig debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse", hvorfor han blev frikendt. Messerschmidt anker ikke dommen. Dansk Folkeparti betaler på Messerschmidts vegne 93.750 kr. til Lidegaard for sagens omkostninger.

Lidegaards udtalelser

Sagen omhandler tre udtalelser fra Martin Lidegaard omhandlende Morten Messerschmidt og Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Udsagn 1.a er et generelt udsagn omhandlende implementationen af remigration,

Man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere bare fordi de har en tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her.

Udsagn 1.b omhandler Weekendavisen-interviewet, og dækker Lidegaards egen opfattelse af hvordan Messerschmidt vil behandle folk der ikke ønsker at udrejse frivilligt,

Hvis jeg forstod dit interview i Weekendavisen rigtigt, så vil du gerne internere op mod 100.000 danskere, hvis de har en anden etnisk baggrund og ikke vil rejse ud frivilligt, fordi du synes de skal rejse ud.

I forlængelse af udsagn 1.b udtaler Lidegaard i udsagn 1.c, at "internering" af 100.000 mennesker vil have store økonomiske omkostninger,

hvis du vil internere 100.000 med anden etnisk baggrund, så vil det koste 100 milliarder kroner.

Lidegaard forklarede under sagen, at den første udtalelse var rettet mod remigrationsbevægelsen og ikke mod Messerschmidt personligt. Han forklarede desuden, at han med henvisningerne til tro og hudfarve mente etnicitet, og at han med ordet »internere« også kunne have brugt ordet »indespærre«.

Rettens vurdering

Retten vurderede, at udtalelserne skulle forstås ud fra deres indhold og den sammenhæng, de blev fremsat i. Det afgørende var, hvordan tilhørerne ved debatten og almindelige læsere eller seere måtte forventes at opfatte dem.

Retten fandt, at udtalelserne samlet set gav indtryk af, at Messerschmidt ønskede at frihedsberøve og udvise personer på grund af deres tro, hudfarve eller etniske baggrund. Derfor var alle tre udtalelser efter rettens vurdering egnede til at krænke hans ære efter straffelovens § 267.

Retten skulle herefter tage stilling til, om udtalelserne alligevel var berettigede efter reglerne om ærekrænkelse og ytringsfrihed.

Ytringsfrihed og politisk debat

I vurderingen lagde retten vægt på, at udtalelserne blev fremsat under en offentlig politisk debat om udlændingepolitik, som er et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse. Som folketingsmedlem havde Lidegaard en vidtgående ytringsfrihed i spørgsmål af denne karakter.

Retten fremhævede også, at Messerschmidt som folketingsmedlem og partiformand måtte acceptere en højere grad af kritik end privatpersoner. Dette gjaldt særligt i forbindelse med en offentlig debat om politiske holdninger, som han selv havde givet udtryk for.

Desuden blev udtalelserne fremsat mundtligt og spontant under en debat mellem to politikere med væsentligt forskellige synspunkter. Lidegaard havde forklaret, at han ønskede at skabe debat om indholdet af artiklen i ‘‘Weekendavisen’’, og hans indledende forbehold om, hvorvidt han havde forstået interviewet korrekt, gav Messerschmidt mulighed for at korrigere eller kommentere fremstillingen. Det gjorde Messerschmidt også under debatten.

Det faktuelle grundlag

Retten vurderede, at udtalelserne havde karakter af værdidomme frem for konkrete beskyldninger om faktiske forhold. Værdidomme kan ikke kræves bevist som sande eller falske, men skal have et tilstrækkeligt faktuelt grundlag.

Retten fandt, at dette krav var opfyldt. Den lagde især vægt på artiklen i ‘‘Weekendavisen’’, hvoraf det fremgik, at Dansk Folkeparti helhjertet omfavnede remigration, og hvor Messerschmidt ifølge avisen havde udtalt, at der var behov for remigration, og at der ikke var noget alternativ.

Lidegaard forklarede, at han ikke havde hørt en podcast fra den 29. oktober 2025, og at hans udtalelser under debatten alene byggede på artiklen i ‘‘Weekendavisen’’.

Retten vurderede, at artiklen, også set i sammenhæng med dens øvrige indhold, kunne efterlade uklarhed om Messerschmidts og Dansk Folkepartis holdning til remigration, herunder om de havde tilsluttet sig remigrationsbevægelsen.

Selv om udtalelserne kunne fremstille Messerschmidt på en måde, der kunne skade hans politiske virke, fandt retten efter en samlet vurdering, at der forelå et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for dem.

Resultat

Retten frifandt Martin Lidegaard. Den fandt, at hans udtalelser var egnede til at krænke Morten Messerschmidts ære, men at de efter en samlet vurdering var berettigede under hensyn til ytringsfriheden.

Afgørelsen byggede navnlig på, at udtalelserne indgik i en politisk debat om et emne af væsentlig offentlig interesse, og at der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for Lidegaards vurderinger.

Eksterne henvisninger

• Resumé af dommen fra Retten på Frederiksberg, set 16. oktober 2026

Spire Denne juraartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.