Valgret

Valgret eller stemmeret er retten til at afgive stemme ved valg og folkeafstemninger. Begrebet betegner også, hvilke personer der har ret til at deltage i en bestemt afstemning. Almindelig og lige valgret er et grundlæggende princip i et demokratisk samfund. Valgretten kan være betinget af blandt andet alder, statsborgerskab og bopæl; de konkrete betingelser afhænger af landet og valgtypen.

Valgrettens former og principper

Aktiv valgret er retten til at stemme, mens passiv valgret betegner retten til at blive valgt og kaldes valgbarhed. De to rettigheder hænger ofte sammen, men deres betingelser kan være forskellige.

Ved almindelig valgret forstås, at valgretten omfatter en bred kreds af voksne borgere uden historiske begrænsninger som køn, formue eller stand. Lige valgret indebærer, at de stemmeberettigedes stemmer har samme formelle vægt. Hemmelig afstemning skal sikre, at den enkelte kan stemme uden at afsløre sit valg. Almindelig og lige valgret, hemmelig afstemning og regelmæssige, reelle valg fremgår af artikel 25 i FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder.

Valgret er ikke det samme som valgdeltagelse: en person kan have stemmeret uden at benytte den. Om valgprocessens tilrettelæggelse, stemmeoptælling og valgsystemer henvises til valg.

Valgrettens internationale udvikling

Den moderne valgret blev i mange lande udvidet gradvist i løbet af 1800- og 1900-tallet. Tidligere kunne adgang til at stemme afhænge af eksempelvis jordbesiddelse, økonomi, køn eller social stilling. Udvidelserne skete på forskellige tidspunkter i forskellige lande og omfattede ikke nødvendigvis alle valg på én gang. I demokratiteorien fremhæver Robert A. Dahl både politisk deltagelse og retten til offentlig opposition som afgørende dimensioner ved udviklingen af konkurrerende demokratier.

Den internationale beskyttelse af politiske deltagelsesrettigheder blev styrket efter 2. verdenskrig. FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948 fastslår i artikel 21 retten til at deltage i sit lands styre og kravet om periodiske, ægte valg. FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966 fastlægger i artikel 25 rettigheder for borgere til at deltage i offentlige anliggender, stemme og kunne vælges uden urimelige begrænsninger.

Valgrettens historie i Danmark

Spørgsmålet om, hvem der skulle tildeles valgret, blev aktuelt i Danmark under enevældens sidste år, hvor Frederik 6. via lovgivningsarbejde i 1831-34 besluttede at oprette fire rådgivende stænderforsamlinger i kongeriget og hertugdømmerne. Grundlaget for valgret til de rådgivende stænderforsamlinger 1834-48 var først og fremmest jordejendom. For at have valgret skulle man blandt andet være mand, være fyldt 25 år, have et uplettet rygte, være myndig og have rådighed over sit bo. Valgretten var begrænset til en mindre del af befolkningen.

Enevælden i Danmark blev afskaffet ved den første grundlov 5. juni 1849. Herefter blev Rigsdagens Folketing og Landsting oprettet til at varetage lovgivningen.

Ved grundlovens indførelse i 1849 blev andre kriterier for valgretten gjort gældende. Med den første grundlov blev valgretten tildelt mænd, der var uberygtede, havde indfødsret og var fyldt 30 år. Dertil kom en række forhold, der begrænsede udbredelsen af den almindelige valgret, f.eks. havde tyende og modtagere af fattighjælp ikke stemmeret. I folkemunde blev de, der efter disse kriterier ikke kunne få valgret, kaldt for "De syv F’er": fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser (historisk betegnelse) og forbrydere. Ifølge Folketingets historiske oversigt havde omkring 15 % af befolkningen over 30 år valgret i 1849.

Grundlovsændringen i 1915 udvidede valgretten væsentligt, men valgretten var fortsat underlagt visse begrænsninger. Ved rigsdagsvalg fik kvinder og mænd adgang til valgret på samme grundlag, selv om andre begrænsninger fortsat fandtes. For at opnå valgret til Folketinget skulle man efter reformens fulde indfasning være fyldt 25 år, have indfødsret og fast bopæl i landet; valgretsalderen til Landstinget var 35 år. Nedsættelsen af aldersgrænsen til Folketinget blev gennemført gradvist. Ikke tilbagebetalt fattighjælp og mangel på rådighed over eget bo betød stadig tab af valgret. Bestemmelsen om valgret til Folketinget stod i grundlovens § 30 (modsat § 29 i grundloven af 1953).

Kvinders valgret

Hovedartikel: Kvinders valgret.

Danske kvinders valgretstog den 5. juni 1915 i anledning af grundlovsændringen, der gav kvinder valgret og valgbarhed til Rigsdagen. Fotografer: Julie Laurberg og Franziska Gad.

Kvinder fik gradvist valgret til forskellige lokale organer fra 1903 og til kommunale råd i 1908, hvor også tyende fik valgret. Den efterfølgende udvikling fremgår af tabellen. Kvinder deltog første gang ved kommunalvalg i 1909, ved en folkeafstemning i 1916 og ved rigsdagsvalg i 1918.

Kvinders valgret i Danmark

År	Lokale råd og kommunalvalg	Folkeafstemninger	Rigsdagen
1903	Valgret og valgbarhed til menighedsråd	–	–
1905	Valgret og valgbarhed til værgeråd	–	–
1907	Valgret og valgbarhed til hjælpekasser	–	–
1908	Valgret og valgbarhed til kommunale råd	–	–
1909	Første kommunalvalg med kvindelige vælgere og kandidater	–	–
1915	–	–	Valgret og valgbarhed indført ved grundlovsændringen
1916	–	Kvinder stemte ved den første landsdækkende folkeafstemning	–
1918	–	–	Første rigsdagsvalg med kvindelige vælgere og kandidater

Kongehuset

Grundlovens almindelige valgretsbetingelser indeholder ingen udtrykkelig undtagelse for medlemmer af kongehuset. Efter traditionen deltager regenten og den nærmeste kongelige familie dog ikke i politiske valg. I Kongeligt leksikon fra 2000 blev det oplyst, at de ikke stod på valglisterne. Grev Ingolf, der modtager årspenge, oplyste ifølge samme værk, at han fik valgkort, men kun benyttede sin valgret ved kommunalvalg.

Valgretsalder

Valgretsalder er den alder, en person skal have nået for at kunne stemme ved et valg.

Valgretsalderens udvikling i Danmark fremgår af nedenstående oversigt. Folketingets historiske oversigt skelner mellem valgretsalderen til Rigsdagen og de særlige nedsættelser ved kommunal- og menighedsrådsvalg. Tabellen viser de lovbestemte aldersgrænser ved de enkelte ændringer; en aldersgrænse kan være blevet indfaset gradvist. De rådgivende stænderforsamlinger var ikke en del af Rigsdagen, og Landstinget blev afskaffet i 1953.

Valgretsalderens udvikling i Danmark

År	Folketinget	Landstinget	Kommunale valg	Bemærkning
1834	–	–	–	25 år ved valg til de rådgivende stænderforsamlinger
1849	30 år	30 år	–	Landstinget blev valgt indirekte gennem valgmænd
1915	25 år	35 år	–	Ny aldersgrænse til Folketinget blev indfaset gradvist; kommunalvalgenes aldersgrænse er ikke angivet i denne oversigt
1949	25 år	35 år	23 år	Nedsættelsen til 23 år gjaldt kommunal- og menighedsrådsvalg, ikke rigsdagsvalgene
1953	23 år	Ophævet	23 år	23 år ved alle valg
1961	21 år	–	21 år
1971	20 år	–	20 år
1978	18 år	–	18 år	Den nuværende valgretsalder

Efter grundlovens § 86 er valgretsalderen til kommunale råd og menighedsråd den samme som til Folketinget, dog med særregler for Færøerne og Grønland.

Valgretsalderen til Folketinget kan ændres ved lov, men efter grundlovens § 29, stk. 2, skal lovforslaget først undergives en folkeafstemning efter reglerne i § 42, stk. 5. Et forslag bortfalder, hvis et flertal af de deltagende, som samtidig udgør mindst 30 % af alle stemmeberettigede, stemmer imod det.

Kommunale og regionale valg

Man kan stemme til valg til kommunalbestyrelser og regionsråd, hvis man på valgdagen er fyldt 18 år og har fast bopæl i henholdsvis kommunen eller regionen. Desuden skal man som udgangspunkt opfylde mindst ét af følgende kriterier:

• have dansk statsborgerskab,
• være statsborger i et andet EU-land,
• være statsborger i Island, Norge eller Storbritannien, eller
• uden afbrydelse have haft fast bopæl i riget i mindst fire år forud for valgdagen.

Der gælder undtagelser fra valgretten, blandt andet for udlændinge på tålt ophold og visse udlændinge, der er udvist. Personer under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne har fortsat valgret ved kommunale og regionale valg. De nærmere betingelser fremgår af lov om kommunale og regionale valg.

Folketingsvalg og folkeafstemninger

Valgret til folketingsvalg har personer, der har dansk statsborgerskab, er fyldt 18 år, har fast bopæl i riget og ikke er umyndiggjort ved fuld fratagelse af den retlige handleevne under værgemål. Valgret til landsdækkende folkeafstemninger forudsætter som udgangspunkt valgret til Folketinget og optagelse på valglisten. Der gælder særlige regler for folkeafstemninger, som ikke omfatter hele riget. Danske statsborgere, som opholder sig uden for riget, kan i visse situationer fortsat anses for at have fast bopæl i Danmark i valglovens forstand. Det kan blandt andet gælde personer, som:

• er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste udenlands
• er ansat af en dansk offentlig myndighed, privat virksomhed eller forening og midlertidigt arbejder i udlandet
• arbejder i udlandet for en international organisation som Danmark er medlem af
• arbejder for en dansk hjælpeorganisation
• studerer i udlandet
• opholder sig i udlandet af helbredsmæssige årsager
• opholder sig i udlandet midlertidigt og agter at vende tilbage inden for to år efter udrejsen

De konkrete undtagelser og krav til udlandsopholdets karakter fremgår af folketingsvalglovens § 2. Optagelse på valglisten for udlandsdanskere kræver normalt ansøgning. Danske statsborgere med bopæl på Færøerne eller i Grønland er omfattet af reglerne for folketingsvalg i disse dele af riget; de almindelige bestemmelser om udlandsdanskeres optagelse på valglisten gælder for ophold uden for riget. For at udøve valgretten skal vælgeren desuden være optaget på valglisten.

Rammerne for valgret

Grundlovens § 29 (tidligere § 30 i grundloven af 1915) bestemmer rammerne for valgret til Folketinget. Nærmere regler er fastsat i folketingsvalgloven.

	Grundlovens § 29 Stk. 1. Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret. Stk. 2. Valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. Ændring af den til enhver tid gældende valgretsalder kan ske ved lov. Et af Folketinget vedtaget forslag til en sådan lov kan først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af valgretsalderen i overensstemmelse med § 42, stk. 5, har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens bortfald.

Grundloven åbner efter sin ordlyd mulighed for lovbestemmelser om tab af valgret på grund af straf eller visse former for fattighjælp. Efter de gældende regler mister man imidlertid ikke valgret til Folketinget alene som følge af en straf eller modtagelse af økonomisk hjælp fra kommunen. Historisk var tab af valgret på grund af modtagelse af fattighjælp en vigtig begrænsning. Den blev ændret gennem sociallovgivningen i 1900-tallet, blandt andet i forbindelse med Steinckes socialreform i 1933. I 1961 blev der gennemført ændringer i lovgivningen om offentlig forsorg.

Europaparlamentsvalg

Man kan som udgangspunkt stemme til valg til Europa-Parlamentet, hvis man er fyldt 18 år og enten:

• er dansk statsborger med fast bopæl i Danmark,
• er dansk statsborger med fast bopæl i et andet EU-land,
• er statsborger i et andet EU-land med fast bopæl i Danmark, eller
• er dansk statsborger og efter folketingsvalglovens regler er optaget på valglisten som udlandsdansker.

Der gælder desuden regler om optagelse på en særskilt valgliste for visse danske statsborgere, der bor i lande uden for EU eller opholder sig på Færøerne og i Grønland. Borgere fra andre EU-lande, der er bosat i Danmark, skal normalt søge om optagelse på valglisten første gang. En person må ikke stemme ved Europa-Parlamentsvalg i mere end ét EU-land.

Færøerne og Grønland er ikke med i EU; personer med fast bopæl dér har derfor som udgangspunkt ikke valgret til Europa-Parlamentet. Visse personer kan dog efter ansøgning optages på en særlig valgliste, hvis de efter valglovens regler anses for at have bevaret fast bopæl i Danmark.

Litteratur

• Dahl, Robert A. (1971). Polyarchy: Participation and Opposition. New Haven: Yale University Press.
• Rytter, Jens Elo (2014). Individets grundlæggende rettigheder (1. udgave, 2. oplag udgave). Karnov Group Denmark. ISBN 9788761933416.

Eksterne henvisninger

• Valgretten gennem tiderne frem til 1978, Velfærdsministeriet, 2009.
• Indenrigs- og Sundhedsministeriet: Valgret ved forskellige valg i Danmark.