Odysseus

Både i Odysseen og i det andet store homeriske epos, Iliaden, fremstilles Odysseus som snarrådig, opfindsom og udspekuleret, og desuden som en dygtig kriger og respekteret konge. Han afsluttede den tiårige Trojanske Krig ved at udtænke knebet med den trojanske hest: Odysseus fik grækerne til at bygge en stor træhest, som de græske soldater skjulte sig i. Trojanerne troede, at hesten var en gave fra fjenden, som havde opgivet at erobre deres by, og tog den med inden for bymurene.

Odysseus' centrale karaktertræk introduceres allerede i første vers af Odysseen. Eposet begynder med ordene "Musa! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne ..." i Christian Wilsters gendigtning fra 1837. I Otto Steen Dues oversættelse fra 2001 er det samme sted i verset blevet til "Muse, fortæl mig om manden, den aldrig forlegne ..." . Det græske adjektiv, der her oversættes til 'vidtbefaren' henholdsvis 'aldrig forlegen' er polýtropos; direkte oversat betyder det 'med mange vendinger', men samtidig 'med mange kneb' og er således et ordspil, der refererer både til hans rejser og hans væremåde.

En kendt episode finder sted i Odysseens niende sang. Odysseus og tolv af hans mænd trænger ind i kyklopen Polyfemos’ hule. Den enøjede kæmpe låser dem inde, og Odysseus forsøger at narre Polyfemos ved at præsentere sig som Ingen. Mens kyklopen sover, støder Odysseus og hans mænd en brændende træstav i kyklopens øje. Således slipper de ud uden at blive opdaget af den blinde kyklop.

I denne sekvens er der et ordspil, som fremhæver Odysseus’ snarrådighed. Han påstår, at han hedder Outis; men græsk ou tis betyder 'ingen'. Når Polyfemos’ fæller gør nar af ham, fordi Ingen angiveligt har skadet ham, bruger de et andet udtryk for 'ingen', nemlig mē tis. Dette udtryk ligner det græske ord mētis, som betyder 'kløgt', 'evne' eller 'snuhed', og Odysseus fryder sig i vers 413-414 over, at han narrede kyklopen med både sit navn (Ingen/Outis) og med sin snarrådighed (mētis).

Gennem hele hjemrejsen fra Troja bliver Odysseus beskyttet af Athena, visdommens gudinde. Det er til slut Athena, som hjælper Odysseus med at komme uset hjem ved at give ham skikkelse af en gammel tigger. På den måde kan han komme ind på sit eget palads uden at blive genkendt, og han får mulighed for at dræbe de bejlere, som har plaget hans hustru Penelope, mens han var borte.

Også i andre fortællinger bliver Odysseus skildret som mere snarrådig end andre. Ifølge myterne var det Odysseus, som afslørede, at Achilleus skjulte sig forklædt som kvinde på øen Skyros (nutidens Skiros) for at undgå at blive involveret i den trojanske krig.

Figuren Odysseus og handlingen i Odysseen har inspireret kunstnere, forfattere og tænkere siden antikken. Et centralt tema i fortællingen om Odysseus er hjemrejsen, som grækerne kaldte nostos (der indgår i ordet nostalgi).

I Den guddommelige komedie af den italienske middelalderdigter Dante Alighieri møder fortælleren Odysseus i dødsriget (Helvedet, XXVI, 55-142). Her fortælles en anderledes historie end hos Homer. Odysseus beretter, at han og hans mænd forlod troldkvinden Kirke og sejlede vestpå, før de forliste og havnede i helvede. Ludvig Holberg bruger i sin dramatiske parodi Ulysses von Ithacia Odysseen som udgangspunkt for en satire over bl.a. oldtidens svulstige heltefortællinger.

I moderne litteratur er romanen Ulysses af den irske forfatter James Joyce et af de vigtigste værker, der er inspireret af Odysseen. Romanen regnes som et klassisk eksempel på intertekstualitet. I skandinavisk sammenhæng kan nævnes den svenske nobelprisvinder Eyvind Johnsons roman Strändernes svall (på dansk Brændingens Brus) fra 1946, der er en modernistisk genfortælling af Odysseen.

Odysseus har også inspireret filosoffer. I Oplysningens dialektik bruger Theodor W. Adorno og Max Horkheimer Odysseus’ mange opfindsomme påfund som eksempel på dialektikken mellem myte og oplysning og menneskets stræben efter at overliste naturen.

• Ulysses
• Odysseen
• Odysseus' hjemkomst
• Odysseus-syndromet