Tracey Emin

Emin blev født i Croydon i det sydlige London. Hendes mor tilhørte den engelske romagruppe Romanichal, mens faren var af tyrkisk-cypriotisk herkomst. Som det antydes i den rørende video Why I Never Became a Dancer (1995), var barndommen og den tidlige ungdom i kystbyen Margate præget af seksuelt misbrug, herunder flere voldtægter siden 13-årsalderen.

Emin studerede mode ved Medway College of Design 1980-1982, hvor hun blev partner med multikunstneren Billy Childish (f. 1959) og leder af hans lille forlag Hangman Books. 1983-1986 studerede hun grafik ved Maidstone Art College, som hun afsluttede med udmærkelse, og 1987-1989 tog hun en MA i maleri ved Royal College of Art i London.

Traumatiseret af en pinefuld tvillingeabort i 1990 destruerede Emin størstedelen af sin hidtidige kunstneriske produktion. I det hele taget udgjorde aborten et vendepunkt i Emins liv, som hun i sin kunst behandler igen og igen – et personligt martyrium, hvorfra hun genopstod og har formået at udvinde kreativ energi.

På sin første solopræsentation i 1993, My Major Retrospective på White Cube i London, viste Emin fotos af sine ødelagte værker, privatfotografier og andre levn fra sit liv såsom en cigaretpakke, hendes onkel havde holdt under en dødelig bilulykke. Denne dybt personlige åre blev videreført i hendes gennembrudsværk Everyone I Have Ever Slept With 1963-1995 (1995), der blev vist på Sensation (1997), reklamemanden Charles Saatchis samleshow for YBA på Royal Academy i London. I et blåt strandtelt havde Emin indsyet navnene på de 102 personer, hun i bogstaveligste forstand havde sovet med indtil da, fra seksualpartnere og drikkevenner over familiemedlemmer til hendes aborterede tvillinger.

Teltet var blandt tre Emin-værker, der blev ødelagt under en store brand i Saatchis lager i maj 2004. Trods et stort honorartilbud fra Saatchi Gallery har Emin afslået at rekonstruere værket, da hun mener, at det ikke kan løsrives fra hendes daværende sindstilstand.

Emins mest skånselsløst personlige værk blev My Bed (1998, udstillet på Tate Gallerys Turnerpris-udstilling i London 1999). I denne installation viser hun sin uredte seng, som den fremstår efter en fire dages depressiv periode, hvor hun havde ligget uafbrudt i sengen og intet indtaget udover alkohol. På lagnerne findes brune stænk af kropsvæsker, og på gulvet ses et sammenrod af vodkaflasker, kondomer, tamponer, plastre, trusser med menstruationspletter, pille-emballage og et par tøfler. Et par sammensurrede kufferter signalerer, at flugt er udelukket.

Værket skabte furore i medierne, blandt andet med kritikken, at enhver ville kunne udstille en uredt seng. Hvortil kunstneren svarede: ”Well, det gjorde de ikke, gjorde de? Ingen har gjort det før.” Emins installation er da også nyskabende derved, at den omdanner et ubearbejdet personligt levn til en omfattende readymade – eller, som vittighedstegneren Chris Madden (f. 1952) har betegnet den, en ready unmade.

Emins kunst i todimensionale medier – patchworktæpper, broderier, malerier, tegninger, monotypier (enkelttryk) – er ofte påført skriftlige udsagn, der svinger mellem at berøre hendes eget liv og tilværelsen i almindelighed, eksempelvis ”Alt, du stjæler, bliver til aske” eller ”Hver gang jeg føler kærlighed, tror jeg, Kristus skal korsfæstes, så jeg lukker øjnene og bliver til korset”. Sådanne udsagn rendyrkes i neon-teksternes frysning af Emins hastigtløbende håndskrift.

På tværs af de forskellige medier kredser Emins billeder om anonymiserede nøgne menneskefigurer i ofte sårbare situationer: kvindetorsoer med åbne skød, par i erotiske situationer, kroppe på operationsborde. Selvom disse figurer er yderst ekspressive og skitseres frem med løs hånd, udspringer de stadig af en lineær penselskrift, der begrænser sig til et smalt udvalg af farver, såsom sort, blå og især den foretrukne blodrøde. Det gælder ikke mindst, at når sorte kropskonturer broderes frem på tekstilernes nøgne baggrunde, synes tråden at udgøre en nervøs skrift.

Selvom Emin i midt-1990'erne var frustreret over sin manglende anerkendelse, er hun siden røget til tops blandt engelske samtidskunstnere. Hendes kunst er blevet samlet af en større flok verdenskendte venner, heriblandt popstjerner som David Bowie, George Michael, Madonna, og Elton John og fotomodeller som Naomi Campbell og Kate Moss.

Efter at Emin, som kunsthistoriens anden kvinde, i 2007 repræsenterede Storbritannien på den 52. Biennale i Venedig, blev hun i 2011 udnævnt til professor i tegning på Royal Academy i London. Hermed blev hun – sammen med den samtidig udnævnte Fiona Rae (f. 1963) – den første kvindelige professor siden akademiets grundlæggelse i 1768.

I 2012 var Tracey Emins omdømme blevet så stort, at dronning Elizabeth 2. udnævnte hende til Commander of the Most Excellent Order of the British Empire.

Louisiana i Humlebæk viser fra oktober 2026 til april 2027 en stor retrospektiv Emin-udstilling, der udgår fra Tate Modern i London.

• billedkunst i Storbritannien