Strandeng er en særlig saltvandspåvirket kystnær vegetationstype. Strandenge eller marsk kan bedst anskues som et terrestrisk økosystem, som er tilpasset en højere saltholdighed i dens miljø. Vegetationstypen strandeng udvikles typisk langs beskyttede saltvands- og brakvandskyster, hvor lavtliggende arealer regelmæssigt oversvømmes med havvand. I sjældne tilfælde finder man også indlandssaltenge inde i landet med en vegetation, som ligner den på strandenge.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet strandeng er sammensat af ordet strand, der stammer fra det norrøne ord strönd, som oprindeligt betød ‘rand’, og ordet eng, som er beslægtet med det tyske Anger ‘grønning eller fælled’ og det græske ankos, der betyder ‘dal’.
Globalt set kan strandenge og marskområder defineres som områder, der er dækket af urter, græsser eller lave buske og som oversvømmes med saltvand. Man skelner strandenge og marsk fra havgræshabitater ved, at havgræshabitater normalt er oversvømmet konstant, og kun undtagelsesvis ikke er det ved lavvande. En anden lignende biotop, som forekommer i troperne og subtroperne, er mangroveskove. I mangroveskove er vegetationen periodisk dækket af havvand. Her adskiller strandenge sig fra mangroveskove ved at mangroveskove danner egentlig sluttet skov på op til 30 meters højde.
I Danmark er strandengen ofte præget af naturligt dannede loer (afvandingssystemer), saltpander (dvs. lavtliggende områder, hvorfra saltvandet fordamper), afløbsløse erosionshuller samt tuer af gul engmyre (Lasius flavus). Den grundlæggende forskel på ferske enge og strandenge er saltindholdet i både jordbunden og vandet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.